Tvillinger er Danmarks skjulte hitmagere

Skrevet af admin

20/07/2015

Dagens topnyheder

De har været med til at skrive og komponere og har produceret sange, som Oh Land, Shaka Loveless, Christopher og Burhan G har fået danskerne til at synge med på. De har haft succes i gruppen The William Blakes, og lige nu hitter deres nyeste band The Mountains med sangen "There Is Always Hope".

Alligevel er det ikke alle, der nikker genkendende til navnene Frederik og Fridolin Nordsø. Drengene, der er enæggede tvillinger, begyndte ellers karrieren som musikere tidligt. De er nemlig vokset op i en familie, hvor det var lige så almindeligt at jamme på instrumenter, som det var at lege gemmeleg eller køre på trehjulet cykel.

- Vi havde en masse instrumenter derhjemme, og jeg kan huske fornemmelsen af at sidde ved et børnetrommesæt og for første gang spille noget, der ikke bare var larm. Jeg har nok været omkring fem år, fortæller Fridolin Nordsø.

Som 10-årige begyndte han og Frederik at spille i deres første band. Men selvom lysten til musikken var der, var der stadig en del disciplin, der skulle læres.

- Vi havde ikke så meget respekt for det dengang. Det kulminerede, da vi som 14-årige var booket til at spille en koncert i en time, men vi havde kun materiale nok til at spille en halv. Guitaristen begyndte at recitere Gandhi, forsangeren begyndte at spille klassisk klaver og saxofonisten i bandet satte sig på kanten af scenen og røg, fortæller Fridolin Nordsø og griner:

- Vi havde lige fået et nyt og ret stort bookingbureau, der også havde vores far (musiker Mikkel Nordsø, red.). Vi blev fyret efter den koncert, men heldigvis syntes vores far bare, at det var mega sjovt, siger Fridolin Nordsø.

Lysten til musikken havde de dog stadigvæk, og respekten har de i den grad tillært sig. Gennem teenageårene blev musikken dyrket i flere forskellige bands, før brødrenes veje skiltes som 19-årige.

Frederik begyndte at producere for blandt andet Outlandish og Burhan G, mens Fridolin begyndte på Det Rytmiske Musikkonservatorium og var backingmusiker for forskellige bands.

- Folk tror altid, at fordi vi er tvillinger, så laver vi alting sammen, men sådan er det slet ikke, siger Frederik Nordsø.

Først som 27-årige fandt brødrene sammen om musikken igen, da de dannede bandet The William Blakes sammen med Kristian Leth og Bo Rande.

- Bandet krævede ikke så meget tid, vi lavede et par album og var ude og spille et par koncerter om året, så derfor var der også tid til at lave alt muligt andet, fortæller brødrene, der bestemt ikke har siddet stille.

Selvom de har produceret et hav af forskellige sange hver for sig, så er den danske hitsanger Christophers "Told You So" fra 2014 det første album, brødrene har produceret i fællesskab. Og nu er de igen i samme band - nemlig i The Mountains, der ud over dem består af sangeren Michael Møller.

For Frederik og Fridolin Nordsø er der én ting, der gælder, når de siger ja til et projekt. Begge har de kastet sig ivrigt over forskellige genrer, instrumenter og roller i musikbranchen, men altid med det samme for øje:

- Vi manøvrerer begge efter hvad, vi synes er sjovt at lave, fortæller Fridolin Nordsø. Derfor er det heller ikke så vigtigt for dem, om deres navne er bredt kendte i offentligheden.

- Jeg ville være ked af, hvis mit brand var større end mit cv. Jeg vil egentlig bare gerne lave enormt fed musik. Jeg synes, det er fedt at spille live, men det er ikke det med at stå forrest på scenen og få al opmærksomheden, der tiltaler mig, siger Fridolin Nordsø, der i 2011 indkasserede flere Danish Music Awards, blandt andet for årets producer og for at stå bag Fallulahs hit "Out Of It", der blev kåret til årets bedste.

Men det er ikke priser og statuetter, der giver tvillingerne blod på tanden.

- Det går så stærkt i branchen, og folk glemmer hurtigt, hvad man har lavet før. Man er ikke bedre end det sidste, man har lavet. For os handler det allermest om at lave noget, vi selv synes er fedt, siger Fridolin Nordsø.

/ritzau/FOKUS