Voldsom naturbrand koster mindst to livet i Australien

Skrevet af admin

26/11/2015

Dagens topnyheder

Mindst to personer er døde, efter at en stor naturbrand for anden dag i træk hærger et område nord for storbyen Adelaide i delstaten South Australia i det sydlige Australien.

Det oplyser myndighederne ifølge ABC News.

13 personer er indlagt på hospitalet, og fem af dem betegnes som værende i kritisk tilstand. Det frygtes derfor, at dødstallet kan stige yderligere.

Hundredvis af brandfolk forsøger at inddæmme og slukke branden, der har ramt et område ikke langt fra Barossa Valley, der er et af Australiens største vinområder med titusindvis af turister hvert år.

Høje temperaturer og stærk vind har gjort det svært at bekæmpe branden, men torsdag lokal tid er både temperaturen og vinden i området aftaget en smule.

Alligevel kan der gå mange dage, før der er kontrol over situationen, lyder advarslen fra South Australias premierminister, Jay Weatherill, på et pressemøde.

Mindst 16 hjem er blevet taget af flammerne. Hertil kommer en lang række andre bygninger og køretøjer, der blev slugt, da brandens 40 kilometer brede front bevægede sig fremad hjulpet af en stærk vind.

2000 grise og 150.000 kyllinger er også blevet brændt ihjel.

Sæsonen for de såkaldte bushfires i Australien er kun lige begyndt. Sommeren, der officielt begynder 1. december, er traditionelt den værste periode.

I sidste uge kostede en naturbrand fire personer - heriblandt en norsk kvinde - livet i det vestlige Australien.

I 2009 kostede voldsomme bushfires i delstaten Victoria 173 mennesker livet. Black Saturday bushfires, som de er blevet døbt, er til dato de naturbrande, der har kostet flest liv i Australien.

Der ventes i denne sæson flere naturbrande end normalt i Australien. Det skyldes, at vejrfænomenet El Niño er det kraftigste i 15 år og ventes at skabe mere varme og tørke end normalt i landet.

/ritzau/