Meget uheldigt: Parasit gør mus frygtløse over for katte

Skrevet af Videnskab.dk

20/09/2013

Mest læste i dag

Hvis mus får en særlig parasit, sker der noget højst upraktisk: De mister evnen til at blive frastødt af katteurin, som ellers er med til at vække frygt i musen, så den holder sig fra katten.

Nu viser ny forskning, at evnen ikke bare forsvinder, mens musen har parasitten Toxoplasma gondii – den bliver også hængende, lang tid efter parasitten har forladt musen igen.

Det skriver ScienceNews, ifølge Videnskab.dk.

T. gondii er så potent en parasit, at den som regel slår musen ihjel.

Forskerne var derfor nødt til at give mus en lidt mildere version af parasitten for at følge, hvor lang tid musen forblev ’frygtløs’ over for katte.

Forsøget viser ifølge ScienceNews, at musene stadig ikke havde fået frygten tilbage, da deres liv rindede ud efter fem måneder, og det får forskerne til at tro, at effekten i musens hjerne nok er permanent.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om mus overhovedet ville overleve i fem måneder i den virkelige verden uden deres naturlige frygt for katte.

Parasitten er i øvrigt ikke kun skadelig for mus. Læs historien ’Kattelort-parasit koblet til danske selvmordsforsøg’ hos Videnskab.dk: