Ny forskning: Folk der bander under træningen får flere kræfter

Skrevet af Ane Sørensen

05/05/2017
Genrefoto: Shutterstock
Genrefoto: Shutterstock
Ny britisk forskning tyder på, at du bliver fysisk stærkere, hvis du bander under træningen.

Dagens topnyheder

Hvis du råber bandeord i fitnesscentret, kan det gøre dig til et stærkere menneske.

Det er der i hvert fald noget, der tyder på, hvis man skal tro et nyt britisk studie.

Det skriver Daily Mail.

I forbindelse med studiet lavede forskerne bag to forskellige forsøg, hvor de testede frivilliges styrke. I det første forsøg skulle 29 deltagere gennemføre en cykeltest, hvor de skulle træde så hårdt i pedalerne som muligt i 30 sekunder.

Én gang, hvor de lige havde bandet og en gang, hvor de havde sagt et neutralt ord forinden.

I det andet forsøg skulle 52 deltagere klemme om et dørhåndtag så hårdt, som de kunne. Her skulle de frivillige også udføre opgaven to gange - én efter et bandeord og en efter et mere neutralt ordvalg.

Begge forsøgs resultater tydede på, at den højlydte banden forbedrede deltagernes præstationer.

Under første forsøg producerede deltagerne omkring 24 watt mere pedalkraft, efter de havde bandet, end efter det neutrale udbrud. Det svarede til en stigning på omkring 4,8 procent.

Resultatet af det andet forsøg viste, at styrken af deltagernes greb var 8,2 procent højere, efter de havde bandet, end efter de ikke havde. Dermed kunne vedkommende gennemsnitligt løfte omkring 2,1 kilo mere. 

Richard Stephens fra Keele University er en af forskerne bag undersøgelsen:

- En forklaring kan være, at banden kan distrahere folk fra smerten. Eller det kan måske være, at banden gør folk mere uhæmmede - det får dem til at give slip, siger Richard Stephens til Daily Mail og tilføjer:

 - Når du ikke holder dig tilbage, er du ikke bekymret over, hvad du laver, det kunne muliggøre en ekstra ydeevne.

Richard Stephens påpeger også, at det måske kan forklare, hvorfor nogle sportsudøvere bander. Resultaterne af studiet bliver præsenteret ved en årlig konference ved British Psychological Society i Brighton fredag.