Ny undersøgelse: Drop blomsterne på første date

Skrevet af Elo Christoffersen

26/03/2013
Dating
Mænd vil gerne spendere på første date, mens kvinderne ikke ønsker at modtage blomster. Det viser en ny undersøgelse.

Dagens topnyheder

Kvinder elsker blomster – men drop det på din første date, lyder rådet fra datingportalen, Dating.dk.

En ny undersøgelse blandt brugere på Dating.dk viser stor enighed blandt kønnene om, hvordan den første date skal foregå. Dog er mændenes vilje til at spendere noget større end kvindernes.

En sammenfatning af kvindernes svar viser et skrækscenarie, hvor man sidder i et teater med en stor buket roser og maven godt udspilet efter en omfattende middag hjemme hos manden.

Kun 0,1 procent af kvinderne foretrækker en teatertur, og 5,4 procent foretrækker hjemlige omgivelser til den første date. Halvdelen af kvinderne holder fast i, at man deler udgifterne til den første date, og tre fjerdedele mener, at første date er et for tidligt tidspunkt for blomster og gaver.

Mændene er enige i, at daten ikke skal være en teatertur eller foregå i hjemlige omgivelser. Men når det kommer til blomster og smågaver, tegner der sig et andet billede.

Næsten en tredjedel af mændene nyder at give blomster eller lignende på den første date, og 14 procent kan også lide at modtage en gave. Samtidig ønsker en stor del af mændene at betale for første date, mens kun 25 procent er enige med kvinderne i, at man bør dele.

Den gode date

Kønnene er stort set enige om, hvor den ideelle første date foregår. 75 procent af kvinderne og 60 procent af mændene foretrækker at mødes på en café. Det overraskende er, at kun under 9 procent af de adspurgte kvindelige Dating brugere og 16 procent af de mandlige ønsker, at første date skal foregå på en restaurant og under 2 procent, at det skal være i en biograf.

Begge køn er enige om, at det vigtigste ved en god date er, at man har hygget sig, og også gerne følt sig tiltrukket af hinanden.

Den største enighed i undersøgelsen handler dog om at komme ordentligt ud af det, hvis daten ikke lever op til forventningerne.

75 procent af begge køn mener, at man ikke kan tillade sig at gå midt i en date, selvom det står klart, at man ikke har lyst til at se personen igen.

- Man går da ikke bare – en aftale skal overholdes, siger én af de mandlige datere, og én af de kvindelige supplerer:

- Man tager daten som en oplevelse uanset hvad.