Nyt studie: Se mere porno

Nu har forskere fundet frem til, at der er en positiv sammenhæng mellem pornodyrkning og sexlyst.

40 minutter. Så længe bruger den gennemsnitlige mand ugentligt på at se porno - i et helt liv svarer det omtrent til tre fulde måneder med nøgne fremmede kroppe, der dyrker sex på skærmen.

Tidligere har studier i porno vist, at al den pornokigning kan være skadelig for mandens sexliv, idet han mister lysten til de erotiske udfoldelser i virkeligheden, skriver The Telegraph.

F.eks. har psykiateren Norman Doidge på baggrund af sine patienters oplevelser konkluderet, at pornodyrkere oplever “stigende vanskelighed ved at blive tændt af deres seksuelle partnere, også selvom de finder dem attraktive”.

Disse patienter blev nødt til at se porno for at komme i stødet.

Men nu antyder et nyt studie, at du måske ikke længere behøver at blive så sur på din kæreste, hvis han ser for meget porno.

Forskere ved University of California bad 280 mænd om at registrere deres pornovaner, mens forskerne sporede deres sexlyst. Og det viste sig, at der var en positiv sammenhæng mellem de to.

Dem der så mere end to timers porno om ugen var generelt mere opstemte, end dem der ikke gjorde - både i forhold til deres partner og til ‘selv at få det ordnet’.

- Dette mønster tyder på, at dem der modtager mere visuelle stimuli kan forvente at have en højere seksualdrift, skriver forskerne bag studiet, Nicole Prause og James Pfaus, i Journal of Sexual Medicine, ifølge The Telegraph.

- Seksuel ophidselse forringes ikke ved at se mere VVS (visuel stimuli, red.) derhjemme, da det derimod er relateret til øget lyst og seksuel ophidselse i to ud af tre forhold, skriver de videre.

Studiet viste i øvrigt, at der ikke var nogen sammenhæng mellem pornokiggeriet og mændenes evne  - eller mangel på samme - til at få en erektion sammen med deres partner.

Selvom resultaterne peger på en sammenhæng mellem pornoforbrug og sexlyst, skal man måske passe på med at drage en klar konklusion.

Mændene i undersøgelsen var nemlig alle i 20’erne, så undersøgelsen giver ikke en forståelse af de ældre mænds libido.

Det er også værd at overveje, om det var hønen eller ægget, der kom først - har mændene en højere sexlyst, fordi de har set porno, eller ser de porno, fordi de er seksuelt opstemte?

 

Dagens Gossip

Dagens TV