Se og hør det her: Sådan lyder en ræv

De fleste ved, hvad de mest gængse dyr siger. Men andre dyr, som er en del af menneskers bevidsthed, er ikke ligefrem så kendt for deres auditive udtryk.

Hvad siger en ræv for eksempel?

Vi er taget ud i skoven af forskere for at finde svaret – den første, vi spørger, er zoolog Mogens Trolle fra Statens Naturhistoriske Museum. Han kan bekræfte, at den røde rævs vokaliseringer er relativt ukendte – også i forskerverden:

»Rævens akustiske kommunikation er blevet undersøgt langt mindre, end det for eksempel er tilfældet med ulvens, og ræven holder sig faktisk lydmæssigt under radaren det meste af tiden,« siger han til Videnskab.dk.

Læs også hos Videnskab.dk: Gangnam Style: Derfor griner de i Sydkorea

Men ræve er altså langt fra mundlamme, understreger han. De snakker bare sjældent sammen på lang afstand, så vi har mulighed for at høre det. I det hidtil grundigste studie af rævenes sprog var det mest overraskende resultat, hvor sjældent man faktisk hører dem ude i naturen.

Artiklen fortsætter under videoen:

Den røde ræv Vulpes vulpes, som er den ræveart, der findes herhjemme, har ifølge ovennævnte studie et vokabular på helt op til 20 forskellige typer af vokaliseringer.

»Rævenes sprog inkluderer skrig, gøen, bjæffen, jodlen, knevren, klynken, piben, knurren, fnysen og hosten. Vokaliseringerne bruges indenfor familien, både under socialisering og til at holde kontakt på lang afstand, såvel som til at tilkalde potentielle mager, afmærke territoriet og i forbindelse med aggressioner og slåskampe,« forklarer Mogens Trolle.

Læs også hos Videnskab.dk: Hør en hval tale som et menneske

Mikkel Stelvig, der er zoolog i Københavns Zoo, bekræfter, at ræve er mælende:

»De har et rimeligt stort repertoire af lyde, som bruges til kommunikation mellem rævene, til territorieafmærkning og som kontaktlyde mellem unger og forældre,« siger han.
Nogle af vokaliseringerne bruges udelukkende af hvalpene, mens andre kun bruges af de voksne ræve.

Natteravne har måske hørt rævene om natten, hvor de er mest aktive, fortæller Mogens Trolle.

»Et par af disse kald kan for det utrænede øre forveksles med natuglens kald. Det gælder det såkaldte ”wow-wow bark”, der består 3-5 ”huh-huh-huh”-stavelser, som nogle gange kan klinge over i et gennemborende, melodramatisk skrig,« siger han.

Dagens Gossip

Dagens TV