Ældre ægtepar leder efter ung redningsmand: Hvem hjalp Egon på Roskilde Station?

Skrevet af Ane Sørensen

29/01/2016

Dagens topnyheder

En teenagedreng på omkring 16 - 17 år trådte til med en hjælpende hånd, da 80-årige Egon Kristensen lørdag blev nødt til at efterlade sin søn på Roskilde Station. Nu leder Egon og konen Hanne Gjørup efter den hjælpsomme unge mand. Det skriver Roskilde Avis.

Egon skulle fejre sin 80 års fødselsdag med familien, gæster og hygge. Men i stedet endte han med at tilbringe dagen på Køge Sygehus.

Egon kom nemlig til skade, da han hentede sin retarderede søn på Roskilde Station lige før middag lørdag. Da far og søn gik ned af trapperne på perronen, hang Egons fod fast, så han røg forlæns, mens benet bukkede om, så den store lårbensmuskel i det ene lår sprang.

Egon landede nedenfor trappen, hvor den unge mand straks kom hen for at spørge, om han kunne hjælpe. Da to ambulancer nåede frem for at køre Egon til Køge Sygehus, spurgte han, om den unge mand ville passe på hans søn, som var chokeret over situationen.

To timer senere dukkede Hannes søstre op for at hente sønnen og Egons bil. Ind til da havde den unge mand taget sig af den 50-årige søn.

- Jeg ved slet ikke, hvad vi skulle have gjort uden ham. Han var vores redning. For Egons søn kunne ikke stå der alene, så jeg ved ikke, hvad der ville være sket, siger Hanne Gjørup til Roskilde Avis.

- Vi er så taknemmelige og glade for, at der findes mennesker som den unge redningsmand, tilføjer hun og beder manden kontakte hende gennem avisen, så hun og Egon kan takke ham for sin indsats.

Følg Dagens Efterlysninger for flere lignende artikler: