3-årig dreng kravler ind i bamseautomat og sidder fast

Skrevet af Nils Würtzenfeld

27/03/2017
Privatfoto
Privatfoto
En far blev kastet ud i noget af en prøvelse, da hans treårige dreng pludselig var kravlet ind i en såkaldt bamsekran.

Mest læste i dag

De fleste kender besværet med at få én af de lodne plysdyr ud af de irriterende bamsekraner, men hvordan pokker får man et treårigt barn ud?

Dette spørgsmål måtte en irsk far stille sig selv, efter hans stædige søn pludselig var kravlet ind i en af de berygtede automater. Det skriver The Telegraph.

Faderen, Damien Murphy var taget med sin to sønner Shane og Jamie på henholdsvis fem og tre år i Jump 'n' Gyms spillecenter i byen Nenagh i Irland.

Her havde den yngste af sønnerne, Jamie Bracken-Murphy fået øje på en bamsekran, og var som så mange børn før ham blevet yderst fascineret af det tøjdyrsfyldte monstrum.

Som alle dog ved, så er de genstridige bamser stort set umulige at fange, hvilket fik Jamie Bracken-Murphy til at gøre det, som vi andre kun har drømt om: At snyde.

Den treårige dreng valgte nemlig at kravle ind i maskinen, da faderen var uopmærksom et øjeblik, og da Damien Murphy efterfølgende opdagede, at hans treårige søn ikke længere befandt sig foran bamsekranen, men indeni bamsekranen, var det allerede for sent.

- Jeg vendte mig rundt og så bare hans ansigt kigge på mig fra den anden side af glasset, har faderen efterfølgende fortalt.

Privatfoto

Privatfoto

Mens den lille dreng var i færd med at udvælge lige den bamse, han helst ville have, kontaktede den panikslagne far en medarbejder for at få sin søn med hjem igen.

- Jeg var ikke spor overrasket. Han er en meget drilagtig og kvik dreng, der altid søger grænser, fortæller Damien Murphy.

I hele 10 minutter sad drengen fanget i glasburet, men modsat sin 35-årige far var Jamie Bracken-Murphy ganske fornøjet under hele sit fangeskab.

- Han var derinde i 10 minutter og var kun lige bekymret de første 10 sekunder. Herefter fandt han det bare vanvittig sjovt, forklarer den hårdtprøvede far.

Privatfoto

Privatfoto

Til sidst lykkes det dog at komme den stædige knægt til undsætning. For mens flere medarbejder febrilsk ledte efter en nøgle, der kunne låse bamse-boksen op, fik Damien Murphy pludselig hjælp af en brandmand, der havde en fridag.

- Heldigvis var der en brandmand til stede, og han var vant til sådan nogle situationer. Han fortalte Jamie, at han skulle krybe sammen, og så var han til sidste i stand til at klemme sig ud igen, fortæller den lettede far.

Og heldigvis for den treårige dreng så var hans bamse-indbrud ikke forgæves, da han fik lov at beholde to drage-bamser, som han havde trukket med af automaten. 

- Han var ikke flov over det eller noget. Han grinede bare hele tiden, fortæller den opgivende far, der nok har et ekstra skarpt øje på sin dreng, næste gang en bamsekran dukker op.