5 ting, som du AlDRIG må dele på Facebook

Skrevet af Sol Stoffregen

02/10/2016
Har du det med at dele det samme som dine venner uden at have kigget indholdet igennem? Pas på med det. Foto: Shutterstock.
Har du det med at dele det samme som dine venner uden at have kigget indholdet igennem? Pas på med det. Foto: Shutterstock.
Tænk lige over det her, næste gang du vil dele et billede eller indlæg på Facebook.

Mest læste i dag

Facebook er blevet allemands eje, og de fleste kan slet ikke undvære det verdenskendte sociale medie, men der er god grund til at træde varsomt, skriver den svenske avis Metro.

Selvom det virker harmløst at være på Facebook, er der massere af fælder, som du risikerer at falde i, hvis du ikke tænker dig om. 

Her er fem ting, som du bør holde dig fra at dele på Facebook:

1. Efterlysninger. Pas på med at dele efterlysninger, medmindre de kommer fra politiet. Ellers ved du ikke, hvad der er op og ned i historien. Måske er det en voldelig mand, der leder efter sin kone, der ikke vil findes af frygt for manden. Så tøv en kende, selvom efterlysningen lyder sand og afsenderen oprigtig. 

2. Indlæg, hvor folk bliver hængt ud. Det er ligesom med efterlysninger, du kender ikke hele historien. Og ved at dele et indlæg kan du nemt være med til at sprede usande rygter om en person - fx en mistænkt eller et offer - og gøre folk unødvendigt ulykkelige. Du aner ikke, hvad hovedpersonerne synes om at blive hængt ud til offentlig skue.

3. Konkurrencer. Hvis en konkurrence opfordrer til, at du deler billeder eller liker sider for at vinde præmier på Facebook, er det formentlig svindel, fordi den slags konkurrencer er ulovlige. 

4. Test. Lad være med at besøge de hjemmesider, der tilbyder forskellige tests, hvor du opfordres til at logge ind med din Facebook-konto, og samtidig giver dem tilladelse til at skrive på din Facebook-væg. Du skal ikke give andre tilladelse til at have kontrol over din Facebook-konto. Er skaden allerede sket, kan du gå ind i ‘privatindstillinger’ på Facebook og holde musen hen over applikationen, som du ikke ønsker skal have adgang, og fjerne den. 

5. Noget, som du ikke har læst igennem. Du er ansvarlig for, hvad der bliver delt på din Facebook-side, så vær kritisk og læs indlæg og andet igennem, inden du deler det. Ellers kan du komme i problemer på flere måder. Det er ikke sjovt at komme til at dele noget, som man ikke er enig i eller som er upassende.