6 almindelige problemer alle par har i sengen

Skrevet af Ane Sørensen

29/01/2018
Foto: Shutterstock (modelfoto)
Foto: Shutterstock (modelfoto)
Uoplagthed, forskellige sexdrive og følelsesmæssig distance. Her er en række problemer, som de fleste par støder på i dobbeltsengen.

Mest læste i dag

Sex er sundt og dejligt, men kan også give anledning til problemer i parforholdet og seksuelle frustrationer, som kan skabe splid mellem parterne.

Her er seks problemer i dobbeltsengen, som de fleste par nok vil støde på før eller siden, men som man bør forsøge at løse.

Det skriver Men’s Health Magazine.

1. Træthed.
De fleste kan med garanti nikke genkendende til dette. Uanset, hvor lækker og dejlig din bedre halvdel er, så er du simpelthen for udmattet til noget som helst aktion i dobbeltsengen. Hvis du har en travl hverdag med mange gøremål, kan det være vanskeligt at finde energien til at pleje dit sexliv. Men husk, at det ofte handler om prioritering. Din energi er sandsynligvis bedre givet ud på en halv times sex end en halv time med Netflix.

2. Følelsesmæssig distance.
Endnu en udbredt problemstilling i soveværelset er følelsen af, at enten du eller din partner ikke rigtig er til stede, når du har sex med vedkommende. Når du har sex bare for at have sex, risikerer du, at samlejet bliver meget upersonligt og følelsesmæssigt distanceret. En enkel løsning, som kan være med til at afhjælpe dette problem, kan være at huske øjenkontakten. Når du kigger din partner dybt i øjnene under sex, kan det hjælpe dig til at være til stede i øjeblikket.

3. Ulige behov.
Hvis du har et behov for masser af sex, mens din partner ikke har lyst til sex særlig ofte, kan det skabe en problematisk ubalance. Det kan være hårdt for begge parter, hvad end man føler sig afvist eller presset over hele tiden at måtte sige nej. Det er dog et problem, som man måske kan gøre noget ved. Du kan for eksempel prøve at være lidt åben, hvis din partner lægger op til sex, selvom du måske er for uoplagt. Måske kommer lysten snigende, når I rører ved hinanden. Hvis lysten ikke melder sig, må du sige fra.

4. Vil ikke have oralsex.
Hvis du er tosset med at modtage og give oralsex, men har fundet dig en partner, som har det lige modsat, kan det give store udfordringer i dobbeltsengen. Overvej eventuelt, om I kan møde hinanden på en eller anden måde. Det kan eksempelvis være ved at tage et bad sammen først, hvis din bedre halvdel har det stramt med hygiejnen. Eller at smøre chokoladesauce eller flødeskum på kønsdelene, hvis han eller hun er åben over for at eksperimentere lidt.

5. Er ikke åben over for legetøj.
Det kan skabe udfordringer i dobbeltsengen, hvis den ene part har lyst til at prøve noget af, som den anden ikke er åben over for. Måske bliver du lidt pirret af at tage legetøj med i sengen, mens din bedre halvdel føler, at hans eller hans seksuelle evner er utilstrækkelige. Derfor kan det være en rigtig god idé at forklare, at du er fuldt ud tilfreds med din partner, men har lyst til at prøve noget mere. Du kan eventuelt åbne op for, at vedkommende også kan foreslå noget, som I to skal prøve af sammen.

6. Børn på tværs.
Få ting kan være så drænende for et velfungerende sexliv som et nyfødt spædbarn. Mangel på søvn, overskud og massiv nedprioritering af sexlivet er udfordringer, som mange nybagte forældre kan nikke genkendende til. De fleste har brug for en pause fra sexlivet, når en lille ny har meldt sin ankomst. Det er vigtigt at lytte til sit eget og partnerens behov og give sig selv plads. Men det er også vigtigt, at man husker at prioritere det, når lysten lige så stille vender tilbage.

9 knusende tegn på, din drømmemand ikke vil have dig