6 dating-problemer som dine forældre slap for

Skrevet af Nils Würtzenfeld

10/04/2018
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Det var lettere at gå på date, da dine forældre var unge og ikke havde Facebook og mobiltelefoner.

Dagens topnyheder

Dating-markedet er ofte en jungle, hvor det kan være svært at finde ud af, hvorvidt man er købt eller solgt.

Høje forventninger, digitale medier og et hæsblæsende tempo kan nemt komplicere et ellers hyggeligt møde mellem to mennesker, der i vores travle og digitale hverdag er fanget i en kompliceret dating-verden.

Anderledes så det ud, da vores forældre slog deres folde på single-markedet og gik på date. Dengang var alting nemlig ikke nær så indviklet, hvilket skyldes en anden tid uden en række af de faktorer, der i dag vanskeliggør livet som single.

Herunder kan du se seks moderne problemer for singler, som dine forældre var lykkeligt forskånet for:

1. Sociale medier: Da dine forældre mødte hinanden, var der ikke noget, der hed Facebook, Instagram eller Twitter. Det betød samtidig, at alting var dejlig ukompliceret, da det ikke var muligt at ‘stalke’ hinanden på nettet. Man blev derfor heller ikke afvist, fordi man ‘syntes godt om’ heavy metal eller ikke så godt nok ud på sit profilbillede.

2. MobilePay: Hvem betaler regningen? Det evige spørgsmål, der siden ligestillingens opblomstring har gjort dates både akavede og forvirrende. Og med MobilePay er problematikken kun blevet endnu mere betændt, da enhver romantisk date hurtigt kan tabe pusten, når en regning skal splittes minutiøst. Det problem havde dine forældre Gudskelov ikke.

3. Færre forventninger: Selvom din far uden tvivl krydsede fingre for at komme på date med en god cigar, og din mor håbede på et stykke flot mandfolk, så var forventningerne anderledes dengang. I dag sammenlignes der konstant med sidste weekends erobring, forvrængede idealbilleder og kunstigt opstillede virkligheder på sociale medier. Det skaber tårnhøje forventninger til en date, der hurtigt kan blive droppet, hvis vedkommende ikke er høj nok, ikke har det rigtige job eller ikke lige er, som man havde håbet på.

4. Sms’er: Når din mor og far havde været på date, sad de efterfølgende klar ved telefonen og ventede på et opkald med en invitation til et nyt møde. I dag er din date kun en sms væk, og det forpligter. I skriver nemlig både godmorgen, godnat og ‘hvad-laver-du-i-dag-søde’ til hinanden. Og hvis man ikke lige svarer med det samme, så giver det anledning til 1.000 spekulationer. På dine forældres tid kunne man højst sende en fax.

5. Netdating: Digitale mødesteder som Tinder eller datingsider på netter har gjort det let for mange af score sig en date. Til gengæld har den digitale datingverden også medvirket til et vanvittigt tempo samt en brug-og-smid-væk-kultur, der hurtigt kan udskifte kvalitet med kvantitet. Der var trods alt mere ro på, da dine forældre datede.

6. Færre sexsygdomme: Da dine forældre var unge og udlevede deres singleliv i soveværelset, var man ikke nær ligeså opmærksom på sexsygdomme, som man er i dag - og med god grund. Antallet af personer, der er smittet med en sexsygdom, er nemlig blot steget og steget. Især klamydia er nærmest eksploderet i Danmark og ifølge Statens Serum Institut, fik hele 34.132 personer i 2016 påvist klamydia. Dette er det højeste antal siden overvågningen begyndte i 1994.