7-årig pige græd da hun skulle klippes skaldet: Så gjorde frisøren noget fantastisk

Skrevet af Kirstine Petersen

22/04/2016
Godt gået af frisøren Maryam.

Mest læste i dag

Kræft er en sygdom, de fleste danskere desværre oplever tæt inde på livet på et eller andet tidspunkt i deres liv. Sygdommen er slem, men den virker endnu værre, når den rammer børn.

Derfor gave det også et stik i hjertet hos frisøren Maryam Farokhzadeh, da hun for nyligt skulle hjælpe en kun syvårig lille pige med at blive klippet helt skaldet, så pigen kunne modtage kemobehandling. 

Maryam ejer og arbejder i 'Salon Maria' ved bydelen Nordvest i København. Hun havde selv langt hår, og ved som frisør godt, hvor meget håret betyder for både voksne og børn.

Da den lille pige begyndte at græde, sagde Maryam derfor: "Hvis du gør det, så gør jeg det også".

Det fik et lille smil frem på pigens læber, og det fik tilsyneladende pigen overbevist - både hun og Maryam er derfor nu skaldede.

- Hårtab kan være rigtig svært, både for børn og voksne. Da pigen kom ind i salonen med et ulykkeligt blik og vidste, at hun skulle miste sit hår, slog det mig rigtig hårdt. Jeg er vant til, at børn kommer ind til min salon med smil et på læben. Da jeg hørte hendes historie, blev jeg endnu mere rørt. Det var uudholdeligt at skulle se hende blive klippet, mens hun græd. Moderen var forståeligt nok også rigtig ked af det, men hun prøvede hele tiden at berolige pigen, siger hun til Dagens.dk.

Gråden gjorde det svært for Maryam at føre trimmeren, forklarer hun videre:

- Jeg tænkte først, at jeg ikke kunne gøre det. Men så tog jeg beslutningen, at vi skulle gøre det sammen, og så startede jeg med at trimme mit eget hår af. Pigen smilte først og holdt op med at græde, og så begyndte hun til sidst at grine. Der indså jeg, at det var det hele værd, og så gjorde vi det sammen. Vi grinte sammen, og moderen blev helt rørt og begyndte at græde, forklarer frisøren. 

Håret har en særlig betydning for Maryam, og hun kunne derfor sagtens sætte sig ind i pigens følelser:

- Som kvinde går man jo op i sit ydre, og mit hår var noget, som jeg brugte en del tid og kræft på. Siden jeg var lille har jeg gået rigtig meget op i det: Det skulle plejes, farves og opsættes. Og ja, som frisør kigger folk altid på mit hår som det første. Det er trods alt et vartegn for mig og endnu en grund til at skulle passe på mit hår, fortæller hun.

- Men jeg er glad for, at jeg kunne hjælpe og sætte fokus på hårtab. Og glad for at pigens tårer blev til smil, da hun skulle klippes. Det var en stor oplevelse, siger Maryam, der ikke har tænkt sig at gå med paryk for at skjule issen

- Jeg vil vise det, som det er, da jeg godt vil støtte alle de kræftramte, som mister deres hår, uddyber frisøren.

Maryam tog ikke nogle billeder under hændelsen af respekt af moderen og datteren, men har givet os lov til at bruge andre billeder fra salonen. 

Maryams søster skrev om hændelsen på facebook og kaldte Maryam for en "sej kvinde". Vi giver hende ret og takker for at måtte bringe historien.