Bedstefar træder ind ad døren – to måneder efter hans familie har begravet ham

For lidt over et halvt års tid siden var 74-årige Miguel Angel Gomar De Luna blot endnu en beboer på et mexikansk plejehjem i byen Chihuahua. Nu er han 'opstået fra de døde'. Det skriver The Mirror.

Den 74-årige valgte nemlig pludselig at stikke af fra sit plejehjem for at tage på en ordentlig druktur.

Det betød, at den gamle mand sov på gaden om natten og om dagen tiggede penge til sprut.

I lang tid ledte Miguels familie efter ham – især i de kolde vintermåneder - men til sidst fik de en tragisk besked af politiet: Myndighederne havde fundet et lig, som matchede deres fars beskrivelse.

Liget var dog så medtaget, og delvist opløst, at det var umuligt at fastslå dets identitet med sikkerhed. Derfor kunne datteren, Lucero Gomar Ramos heller ikke afgøre, om der rent faktisk var tale om deres far.

Uden en positiv identifikation kunne politiet dog ikke udlevere liget, så for at få sat punktum for familiens ulykkelige eftersøgning, valgte datteren – næsten sikker i sin sag – at konkludere, at liget måtte være deres far.

Efterfølgende fik familien kremeret og begravet liget af Miguel Angel Gomar De Luna – troede man. For ikke længe efter fik den hårdprøvede familie en både rystende og glædelig besked.

Deres sejlivede far var nemlig blevet fundet i livet, og kort efter kunne politiet eskortere den forkomne – og stadig berusede far – hjem til hans måbende, men lykkelige familie.

Den ældre mand havde en bandage rundt om hovedet, og var både forslået og mærket efter sin lange druktur. Ikke desto mindre var han nogenlunde ved sine 'fulde' fem.

Dagens Gossip