Brandmænd nyder pølser lavet af pattegrise, som de reddede under ildebrand

Skrevet af Ane Sørensen

24/08/2017
Foto: Dorset og Wiltshire Fire and Rescue Service
Foto: Dorset og Wiltshire Fire and Rescue Service
Dyrevenner raser over en britisk landmand, der har foræret brandmænd pølser, efter de reddede grisene fra en brand på gården.

Mest læste i dag

I februar reddede en flok britiske brandmænd 18 smågrise og to søer fra en brændende lade på en gård i Wiltshire, efter der var gået ild i 60 ton hø. 

Efterfølgende valgte landmanden at takke brandmændene på en måde, som har mødt stor kritik blandt dyreelskere rundt omkring.

Det skriver BBC.

Grisene var opdrættet til at blive slagtet og blev efterfølgende lavet til pølser og sendt til den brandstation, som havde reddet dem fra flammerne et halvt år forinden.

Brandstationen delte billeder af pølserne på deres facebookside, hvor man kan se, at de ligger på en grill. Men opslaget vakte harme blandt brugerne af det populære medie og billederne blev senere slettet igen.

For landmanden Rachel Rivers var det en måde at udtrykke taknemmelighed til landmændene på. Hun har forsvaret sin handling og forklaret, at hun lever af at drive gården:

- Jeg gav dyrene det bedste liv, jeg overhovedet kunne give dem, til de skulle til slagteren og træde ind i fødekæden, siger Rachel Rivers til BBC.

Gårdens ejer Canon Gerald Osbourne bakker op om hendes udtalelse:

- En uundgåelig del af at drive en gård er dyrenes død, hvilket giver os mad på bordet, siger Canon Gerald Osbourne til BBC.

Dyreorganisationen PETA har også udtrykt kritik og sagt, at de også vil sende brandmændene en lille gave:

- Vi vil sende Dorset og Wiltshire Fire and Rescue Service pakker med veganske pølser, så de kan se, hvor nemt det er at være en rigtig helt for grise - ved at spare dem for alle lidelserne, siger talsmand Mimi Bekhechi til BBC.

Folk raser over video: Haj bliver trukket bag speedbåd