Endelig er den her: Bæltetaske giver mænd farkrop på 2 sekunder

Skrevet af Nils Würtzenfeld

19/09/2017
Gaven til manden der har alt... Bortset fra en god vom.

Mest læste i dag

Da det sidste år kom frem, at farkroppen eftersigende skulle være blevet det nye og sexede kropsideal blandt mænd, var der sikkert mange fædre, der jublede, så mavedellen hoppede.

Pludselig var det ikke længere pumpede overarme og en glinsende sixpacks, som kvinderne sukkede efter, men derimod et blævrende bildæk.

Men alt imens den opsigtsvækkende nyhed skabte glæde på diverse barstole landet over, måtte slanke og veltrænede mænd skuffet erkende, at de med ét var blevet mindre populære.

Nu er der dog godt nyt på vej til de mænd, som ikke har drukket nok øl eller spist nok pølsemix til at erhverve sig den famøse farkrop.

Engelske Albert Pukies fra London har nemlig valgt at komme alle slanke mænd til undsætning ved at opfinde den såkaldte 'dadbag' - en mavebæltetaske formet og udsmykket som en sand farmave.

Den geniale opfindelse er dog endnu ikke sat i produktion, da Albert Pukies fortsat leder efter produktions- og samarbejdspartnere, der vil hjælpe med at sætte vidunderet i verden.

Af samme grund har Albert Pukies forsøgt at gøre opmærksom på sin opfindelse adskillige steder på nettet – blandt andet på siden Boredpanda.com, hvor han skriver følgende.

- Jeg har skabt Dadbag, fordi jeg er desperat efter at få en farkrop samtidig med, at jeg dog er meget bekymret for de sundhedsrisici, der følger med den. Løsningen er ret simpel, en bæltetaske med en passende far-navle printet på, skriver Albert Pukies og glæder sig over sin opfindelse.

Nu kan jeg tage en farkrop på, lige når jeg føler for det og endda have mine ejendele i den, skriver den lykkelige opfinder.

Hvordan opfindelsen endnu ikke er blevet et verdensomspændende hit, har vi ingen forklaring på, men forhåbentlig kaster en sponsor snart en frygtelig masse penge efter Albert Pukies, så vi alle snart kan bære en farmave med stil.

Den opsigtsvækkende bæltetaske kan købes på thedadbag.com. Se udvalget af tasker herunder: