Fisker gør skrækindjagende fangst, mens folk omkring ham måber

Skrevet af Nils Würtzenfeld

04/07/2017
Foto: Youtube/Curtis Williams
Foto: Youtube/Curtis Williams
En amerikansk fisker fik noget af en fangst på krogen, da han i weekenden havde kastet snøren ud blandt badegæster i Florida.

Dagens topnyheder

- Den var såååå stor!

Fiskehistorier er ofte omgivet af pral og overdrivelser, når lystfiskere skal genfortælle, hvor gevaldig en fisk de for nylig fik på krogen.

Men for en amerikansk fisker, der 1. juli besøgte Panama City Beach i Florida, er det nærmest umulig at overdrive, når han for fremtiden fortæller om lørdagens fangst. Det skriver ABC News.

Forinden havde feriegæsten Curtis Williams, der normalt bor i Birmingham, Alabama, sendt en drone i vejret for at filme naturen, men på optagelserne kan man tydeligt se, hvad der lige pludselig valgte at bide på snøren hos den intetanende fisker.

- Jeg var på ferie ved stranden og var ved at videofilme en flot solnedgang. Så lagde jeg mærke til mand, der gik rundt i vandet og noget, der var tæt på ham. Jeg fik dronen hentet ned og så hurtigt, at det var en kæmpe hammerhaj, der var tæt på ham, fortæller Curtis Williams.

På optagelserne kan man se, hvordan en stor hammerhaj er kommet for tæt på land og tilfældigvis har bidt på fiskerens krog, der uden tvivl var tiltænkt en noget mindre fisk.

Herefter kæmper den store haj for at komme af krogen, mens fiskeren kæmper for at få sin imponerende fangst på land.

På et tidspunkt ser man på videoen, hvordan fiskeren får halet hajen så tæt på land, at han kan gribe fat i den store hale.

Den drabelige kamp varer nogle minutter, inden det store dyr, på grund af træthed og den lave vandstand, til sidst må give op.

Curtis Williams oplyser dog, at fiskeren hurtigt sagde farvel igen til sin imponerende fangst.

For efter hajen var kommet på land, befriede fiskeren den for den skarpe krog, hvorefter det store dyr atter fik lov at sætte kurs mod havet.

Det kan man da kalde noget af en fisker-anekdote.

Se de vilde optagelser herunder: