Har du også undret dig? Derfor sidder 1-tallet så langt nede på kalenderlyset

Skrevet af Nils Würtzenfeld

30/11/2016
Privatfoto
Privatfoto
De fleste har sikkert spekuleret over, hvorfor der er så langt fra vægen ned til 1-tallet. Her får du svaret.

Mest læste i dag

Julen er ensbetydende med et hav af traditioner, og én af de mest udbredte er naturligvis kalenderlys.

Hver dag i december brænder de fleste danskere sig nemlig et tal nærmere juleaften, men når der i morgen - d. 1. december - bliver taget hul på de mange kalenderlys landet over, så vil flere sikkert undre sig. Det skriver Avisen.dk.

Privatfoto

For som de fleste kan genkalde sig, så er der altid meget længere fra lysets væge og til 1-tallet, end der er mellem alle de andre tal. Det betyder, at mange kommer bagud med deres kalenderlys allerede fra start.

Svaret på det store mellemrum er dog simpelt. Det fortæller Lisa Jakab, der er designer hos Diana Lys, der er en af Danmarks største lysfabrikanter.

- På de kalenderlys, vi producerer, er der mellem to og to en halv centimeter fra toppen af lyset ned til 1-tallet. Det er på dette stykke, at maskinen, der trykker tallene på lyset, skal holde fast i selve lyset. Maskinen skal holde fast på en plan overflade, og kan derfor ikke bruge det skrå stykke af toppen – det vi kalder kronen, siger Lisa Jakab til Avisen.dk.

Det samme gør sig også gældende i bunden af lyset.

- I bunden af lyset har vi typisk tre en halv til fire centimeter uden tal. Det kommer an på, om lyset skal stikkes i ler eller i en stage, siger Lisa Jakab og forklarer, at man designer lys, der er længere i bunden alt afhængig af, om folk skal bruge dem som dekorationslys.

Toppen varierer dog ikke, og derfor skal der stadig godt med blus på, første gang vi tænder den.