Hipsterne har fat i noget: Kvinder vil helst have faste forhold med skæggede mænd

Skrevet af Ane Sørensen

15/09/2016
Godt nyt til mænd med kraftig ansigtsbehåring.

Mest læste i dag

Hvis en mand gerne vil finde sig en partner, som han kan være sammen med på sigt, så skal han måske overveje at lade skægget gro.

Kvinder tiltrækkes nemlig mest af skæggede mænd, hvis de kigger efter en partner, som de skal blive sammen med. Til gengæld bliver de mere tiltrukket af skægstubbe, når det er en flirt, der er på spil.

Det er der i hvert fald noget, som tyder på, hvis man skal tro en ny australsk undersøgelse.

Det skriver Independent. 

8.520 kvinder blev bedt om at vurdere en række billeder af forskellige mænd. Kvinderne skulle bedømme, hvor fysisk attraktive mændene var - helt generelt, for et kort forhold og for et længere forhold.

Forskerne bag undersøgelsen manipulerede billederne, så kvinderne både så mændene som glatbarberede, med lidt skæg og sidst men ikke mindst med et fuldskæg.

Desuden ændrede forskerne mændenes kindben og kæbe, så deres udtryk blev mere eller mindre maskuline at se på. Ekstremt maskuline og ekstremt feminine ansigter blev umiddelbart vurderet som de mindst tiltrækkende.

Men samlet set scorede skægstubbene altså højst ved det korte bekendtskab, og det længere skæg ved det lange parforhold.

Folkene bag undersøgelsen vurderer, at det måske handler om, at skægget sender et signal om mandens alder og maskuline dominans. 

Undersøgelsen er blevet publiceret i tidsskriftet Journal of Evolutionary Biology. Du kan læse mere om den lige her.