Julens ‘skæggeste’ tjans: Få 250 kroner i timen for at lade fremmede nusse din ansigtsbehåring

Skrevet af Ane Sørensen

17/12/2017
Foto: Shutterstock (modelfoto)
Foto: Shutterstock (modelfoto)
Hvis du har langt skæg, godt kunne tænke dig en lille tur til England og at tjene lidt ekstra penge, så er det her den perfekte tjans for dig.

Mest læste i dag

Hvis du rigtig godt kan lide at blive nusset i skægget og har det fint med, at fremmede rører ved dig - så har du nu chancen for at tjene lidt ekstra penge og samtidig støtte en god sag i den stressede juletid.

Britiske Mo Bro’s, som sælger plejeprodukter, søger nemlig skæggede mænd til et tre dage langt event, som finder sted ved Highcross Shopping Center i Leicester fra den 20. december.

Det skriver britiske Metro.

Her vil de give stressede shoppere komme forbi og nusse skægget på fremmede mænd. Når du nusser noget, kan det nemlig sænke dit blodtryk og være med til at sænke niveauet af stresshormonet kortisol i din krop.

Derfor har det en afstressende effekt på dig, når du nusser en hund eller en kat - og efter alt at dømme altså også skægget på en fremmed mands ansigt.

Mens de besøgende nusser et skæg efter eget valg, kan de nyde en kop te, kaffe eller vand og lytte til afslappende musik. Derefter kan de forsætte deres dag med et mere afstresset sind.

Mo Bro’s leder efter skæggede mænd, der vil lade sig nusse ved deres event. De foretrækker et rigtig langt skæg, men alle med skæg, der er længere end fem centimeter, opfordres til at søge den særlige tjans.

Sørg desuden for, at dit skæg er blødt og rigtig dejligt at røre ved, hvis du gerne vil i betragtning. Til gengæld vil Mo Bro’s betale dig 30 pund i timen for at lade dit skæg nusse (det svarer til omkring 250 danske kroner red.).

Hvis det lige er noget for dig, så skal du sende dit navn, din e-mailadresse og et billede af dit skæg til Mo Bro’s. Du kan gøre det lige her.

Hvis du gerne vil hen og nusse mændenes skæg, skal du på forhånd melde dig til på internettet. Der vil være tre stole, hvor besøgende kan sidde og stryge en mand i skægget i enten 10 eller 20 minutter. 

Prisen for at stryge skæg er fem pund (omkring 40 danske kroner red) for fem minutter, og alle pengene bliver efterfølgende doneret til et godt formål. 

Hvis du ikke har lyst til at lade dit skæg nusse, men gerne vil nusse andres ansigtsbehåring, så kan du melde dig som besøgende til eventet lige her.

Eminem er ikke til at kende: Har fået ny hårfarve og fuldskæg