Kvindelig cyklist bliver antastet af mand i varevogn: Udfører brutal hævn

Skrevet af Ninna Andreasen

22/02/2017
- Har du menstruation?, spørger manden.

Mest læste i dag

OPDATERING: Efter offentliggørelsen af videoen er det nu kommet frem, at mediebureauet, som har distribueret videoen, ikke længere selv tror på, at den er ægte. Videoen var sendt til bureauet af en tredjepart.

En video vækker lige nu opsigt og begejstring på sociale medier, fordi en kvinde udfører en – i manges øjne – brutal og passende hævn.

Episoden blev filmet af en ukendt motorcyklist, som havde et kamera på hjelmen. I videoen ser man en kvindelig cyklist trække op og standse ved nogle hajtænder. En varebil holder op på siden af hende.

Manden i varebilen råber, om hun vil have hans telefonnummer. Kvinden er tilsyneladende ikke videre imponeret af mandens tilnærmelser. I hvert fald dasker hun til varebilen med hånden. Det får manden i varevognen til at udbryde, at hun ikke skal opføre sig sådan.

- Det er ikke særlige kvindeligt. Hold kæft, din gamle hund. Har du menstruation?, siger han til cyklisten.

Derefter rækker han ud og rører hende på skulderen og beder igen om hendes telefonnummer.

Da varevognen kører væk, rækker hun sin langemand op mod den. Men kvinden har tilsyneladende ikke fået understreget sit ubehag ved manden nok. Hun følger efter varevognen, der holder for rødt ved et kryds længere fremme.

Kvinden kører op på højre side af bilen, hvor hun flår sidespejlet af og kaster det i jorden.

Derefter kører motorcyklisten – som har filmet hele optrinnet – op på siden af varevognen.

- Det er præcist, hvad I fortjener, svin, siger han til mændene i varevognen.

Yderligere detaljer om videoen er ikke tilgængelige, skriver The Independent. Et firma, som har forsøgt at sælge videoen til medierne, har ikke kunnet bidrage med yderligere oplysninger.

En del brugere på det sociale medie Reddit mener, at videoen er fabrikeret.

Episoden er angiveligt filmet i det centrale London. Se videoen øverst i artiklen.