Mand skynder sig tilbage til bilen for at undgå bøde: Så ser han et brev i forruden

Skrevet af Nils Würtzenfeld

16/03/2017
Foto: Polfoto/Lars Krabbe
Foto: Polfoto/Lars Krabbe
En amerikansk mand var snublende tæt på en parkeringsbøde, men i stedet ventede der noget andet under hans vinduesvisker.

Dagens topnyheder

Når der laves lister over de mindst populære erhverv, er parkeringsvagter formentlig altid repræsenteret.

For på trods af at de trafikale ordenshåndhævere blot gør deres arbejde, så kan de fleste mennesker blive rørende enige om, at man bestemt ikke bryder sig om de frygtede og foragtede p-vagter.

Og at denne fælles foragt ligefrem kan bringe fremmede tættere sammen, fik man for nylig bevis på, da en amerikansk mand fandt en uventet seddel i sin forrude. Der skriver Mirror.

Manden var på vej fra en retsbygning og havde travlt, da hans p-tid netop var udløbet.

Da han nåede frem til sin bil, så han til sin skræk en frygtet seddel under sin vinduesvisker, men da han nærstuderede sedlen, fik han noget af en overraskelse.

Foto: Imgur

I den håndskrevne besked stod der nemlig:

- Du var ved at få en parkeringsbøde, men jeg nåede lige akkurat at komme 50 cent i parkeringsautomaten for næsten af p-vagten. Han blev pissesur! Gud velsigne dig – giv det videre!

Den uventede håndsrækning fra den fremmede p-vagts-hader fik efterfølgende bilisten til at lægge den sjove hilsen på billeddelingssiden Imgur, hvor den ukendte hjælper siden er blevet hyldet.

Meget rammende for historien var bilisten på vej fra retsbygningen efter at have været i retten netop i forbindelse med en parkeringsbøde.