Mand slår nyfødt baby i hovedet i supermarked

Skrevet af Morten Larsen

07/09/2016

Dagens topnyheder

En fredelig indkøbstur i det lokale supermarked blev forvandlet til et voldeligt mareridt for et engelske forældrepar og deres nyfødte baby.

- Det var rædselsvækkende, fortæller Amy Duckers om sit ufrivillige møde med en 63-årig mand i supermarkedkæden Tescos filial i Baguley i udkanten af storbyen Manchester.

Fem dage forinden var hun blevet mor til Elsie Rose, og forleden var dagen så kommet, hvor forældrene ville vise deres lille datter frem for venner og bekendte i supermarkedet.

Det var den lille piges første tur ud i offentligheden, da de stolte forældre gik ind ad døren til Tesco-butikken, hvor de under deres korte indkøbstur mødte flere venner og bekendte - blandt andet en nabo.

Læs også: Mor advarer andre forældre efter tur på stranden går helt galt

Få øjeblikke senere fik naboen så øje på en arbejdskollega, der var ude at handle med sin mand.

- Hun sagde: ”åh, kom og kig på denne her skønne baby”, siger Amy Duckers og forklarer, at manden i det næste øjeblik kom løbende hen og slog det nyfødte barn i ansigtet med et stort knytnæveslag.

- Så kom han med en undskyldning og sagde: ”undskyld, jeg var sikker på, at det bare var en dukke”, siger Amy Duckers.

Det nybagte forældrepar vidste ikke, hvad de skulle gøre af sig selv. Parrets ældste datter, Libby på syv år, reagerede ved at sende et højt skrig ud i det menneskefyldte supermarked.

- Vi hørte alle sammen, hvordan slaget ramte min lille baby, siger Amy Duckers til Manchester Evening News og forklarer, at den syv-årige storesøster var overbevidst om, at Elsie Rose var blevet slået ihjel af manden.

Butikkens sikkerhedsfolk var hurtige til at hjælpe den chokerede familie, mens det lykkedes politiet at pågribe den 63-årige mand. Han er nu i ordensmagtens varetægt.

-Han kunne let have slået hende ihjel, siger Amy Duckers med henvisning til Elsie Rose, der blev kørt med ambulance til hospitalet.

Næste dag blev hun udskrevet - og hun har det fint nu, forsikrer moren. 

Følg Dagens Mødre for flere lignende artikler: