Nu er det sket igen: 2-årig dreng dræbt af populær kommode fra IKEA

Skrevet af Nils Würtzenfeld

20/10/2017
Jozef Dudek var alene, da han blev mast under den populære Ikea-kommode. Foto: Privat
Jozef Dudek var alene, da han blev mast under den populære Ikea-kommode. Foto: Privat
En kun toårig dreng er nu det ottende barn, der er blevet klemt til døde under den populær Ikea-kommode 'Malm'.

Mest læste i dag

En toårig dreng fra Californien i USA er blevet dræbt, efter at en Ikea-kommode er væltet ned over ham. Det skriver Daily Mail.

Drengen ved navn Jozef Dudek var blevet lagt til at sove på sit værelse, da Ikea-kommoden af modellen ’Malm’ ved et uheld væltede ned over ham. Han var alene, da ulykken fandt sted. 

Da Jozef Dudek efterfølgende blev fundet af sin chokerede far, var han allerede død af sine kvæstelser.

Den tragiske ulykke er dog ikke et enkeltstående tilfælde. Jozef Dudek er nemlig det ottende barn, der har mistet livet under en Malm-kommode fra Ikea, skriver Daily Mail.

Den omtalte Malm-kommode. Foto Ikea

De mange dødsfald fik sidste år Ikea til at tilbagekalde det treskuffede møbel i USA, der dog stadig befinder sig i tusindevis af hjem verden over og bliver solgt i flere lande, herunder Danmark.

Jozef Dudek menes at være det første barn, der er blevet dræbt af kommoden, efter at modellen er blevet tilbagekaldt i USA.

Dudek-familiens advokat Daniel Mann har siden forklaret, at de ulykkelige forældre ikke anede, at kommoden tidligere havde kostet andre børn livet, og at den var blevet trukket tilbage.

Jozef Dudek blev kun to år. Foto: Privat

- Jozefs tragiske død kunne i den grad have været undgået. Hvad der gør hans død endnu mere hjerteskærende er det faktum, at sidste års tilbagetrækning af møblet var ringe publiceret af Ikea, samt ineffektiviteten i at få disse defekte og ustabile kommoder ud af børns soveværelser over hele landet, lyder det fra advokaten.

Familien er over for offentligheden ikke gået i detaljer omkring dødsfaldet, men forældrene oplyser, at de nu har planer om at sagsøge Ikea, der i en pressemeddelelse har forklaret, at de er klar over drengens død og vil efterforske sagen.

Ikea kaldte kommoden tilbage i USA sidste år, men det har ikke været nok at forhindre en ny dødsulykke.

Daniel Mann repræsenterer i forvejen tre andre familier, som også har oplevet at miste et barn, som er blevet klemt ihjel under den farlige kommode.

Serien af Malm-kommoder kan stadig købes i Ikea i Danmark.

48-årige Louise har været igennem 18 ufrivillige aborter - nu har hun endelig født sit første barn