Nudist hoppede en tur i vandet: Lystfisker fik noget meget uventet på krogen

Skrevet af Ane Sørensen

23/08/2016

Dagens topnyheder

I sidste uge var den tyske nudist Herbert Fendt ude at svømme en tur i søen Kaisersee, da han pludselig mærkede en voldsom smerte i sit underliv.

Først troede Herbert Fendt, at han sad fast i noget tang. Men da han kiggede ned, kunne han til sin store skræk se, at der sad en fiskekrog fast i hans penis.

Det skriver britiske Daily Mail.

- Jeg råbte til lystfiskeren på land; ‘træk ikke’, ‘træk ikke’. Jeg var rædselsslagen for, at han ville forsøge at hive mig i land, fortæller den uheldige nudist.

Herbert Fendt kunne ikke umiddelbart få krogen ud af sine ædle dele. Til sidst lykkedes det dog for ham at få kappet snøren over, så han kunne cykle hjem - stadig med krogen siddende i sit underliv.

Da Herbert Fendt kom hjem, kørte han en tur på hospitalet, hvor det lykkedes for lægerne at få fjernet krogen og renset såret. Det ventes at hele helt.

Nudisten må dog hverken gå i bad eller svømme i en uges tid. Den uheldige oplevelse har dog ikke afskrækket Herbert Fendt helt. Han har nemlig allerede planer om, at han skal ud at nøgenbade igen, når såret er helet.

Søen skulle efter sigende være et populær sted blandt nudister, fordi den skulle være omkranset af store hække.

Avisen Augsburger Allgemeine har ændret Herbert Fendts navn, da han frygtede at blive til grin i lokalområdet på grund af sin bizarre oplevelse.

Følg Dagens Mærkelige Nyheder for flere lignende artikler: