Plejehjem tilbyder pensionister en rigtig værtshus-aften med øl og dans

Skrevet af Morten Larsen

10/09/2016
- Siden vi startede med vores værtshus-aftener kan vi se, at de ældre sover bedre og har fået noget at se frem til, siger Jessica, der arbejder på det festlige plejehjem.

Dagens topnyheder

Det handler tit om tarvelige måltider og dårlig omsorg, når pressen skriver om tilværelsen på et plejehjem.

Livet på et ældrecenter er dog mere end lortebleer og tynd saftevand.

I Sverige har beboerne god grund til at smile med gebisserne på ældrecentret Sjölunda, da man her tilbyder en rigtig værtshusstemning med øl og dans.

For hvis de ældre er så dårligt gående, at de ikke kan gå på ned på 'den lokale', så må beværtningen komme til de ældre, forklarer Jessica Anderson, der arbejder på Sjölunda og er en af initiativtagerne til det nye projekt.

- Bare fordi du bor på et plejehjem, så behøver du ikke sidde og gøre ingenting. Siden vi startede med vores værtshus-aftener kan vi se, at de ældre sover bedre og har fået noget at se frem til, siger hun.

Der bliver gået stille og roligt til makronerne, når det svenske plejehjem disker op med alkohol og musik.

Det gælder om at leve hver dag, som var det den sidste, forklarer Jessica Anderson til Aftonbladet.

Plejehjemmet fyrede op for værtshusstemningen i onsdags, hvor der blev danset til de lystige toner fra folkemusikeren Calle Jularbos harmonika.

De hoftevrikkende toner fra Elvis Presley røg også ud af højtalerne på Sjölunda, hvor der blev serveret øl og vin.

Ja, det svenske rockband Mando Dio var sågar også at finde på det musikalske lydspor til den hyggelige aften, hvor de ældre ikke går til flaskerne på samme måde som de unge deltagere i 'Sommer i Sunny Beach'.

- De drikker måske ét glas vin eller en enkelt øl. De spiser nogle chips, og så er de glade, siger Jessica Andersson, der mener, at alle plejehjem bør lade sig forvandle til en hyggelig beværtning i ny og næ.