Politiet opdagede hemmelige dør i en halmballe: Gjorde store øjne, da de trådte ind

Skrevet af Nils Würtzenfeld

09/01/2017
Foto: Staffordshire Police
Foto: Staffordshire Police
Et syn, man bestemt ikke ser hver dag, gemte sig bag en samling halmballer.

Mest læste i dag

-    Som at finde en nål i en høstak.

Sådan lyder et kendt ordsprog, der dækker over, hvor svær det kan være finde dét, man leder efter.

Der må dog unægtelig have været større mulighed for at støde på en nål, end det fund, som engelske politibetjente gjorde i en høstak i en lade nær Birmingham i marts sidste år. Det skriver Birminghammail.co.uk.

Laden var en del af gården Brackenhurst Farm i Newchurch, og var ejet af 64-årige Raymond Nicholls.

Nicholls var dog i politiets kikkert for ulovlige aktiviteter, så da Staffordshire Police fik et tip om, at der foregik noget mistænkeligt på gården i Newchurch, fik man en dommerkendelse og satte kursen mod Brackenhurst Farm.

Under politiets ransagning gjorde man pludselig et opsigtsvækkende fund. For i en halmballe, der var en del af et større halm-depot, fandt politiet tilfældigt en skjult dør.

Bag denne gjorde ordensmagten store øjne, da de fandt flere hundredetusinder pund i kontanter, hundredevis af hampplanter samt et utroligt detaljeret cannabis-laboratorium – alt sammen til en værdi af 9 millioner kroner.

Det hemmelige laboratorium havde været aktivt i mindst to år, og det var tydeligt, at de var ved at udvide foretagenet med yderligere rum.

Raymond Nicholls blev straks anholdt, og siden er også 63-årige Ian Locke og 51-årige Martin Young blevet anholdt som medsammensvorne.

Martin Young og Ian Locke: Foto Staffordshire Police

De to sidstnævnte, midaldrende herrer er nu blevet idømt to år og tre måneders fængsel, mens Raymond Nicholls sag endnu ikke er afgjort.

For selvom den 64-årige mand allerede har erklæret sig skyldig, så lider Nicholls af en kræftsygdom og er derfor blevet løsladt af helbredsmæssige årsager. Han kræves dog tilbage i retten, når den endelige dom skal afsiges.