Svanefar skudt til døde med luftgevær af unge

Skrevet af Ane Sørensen

29/05/2017
Foto: Facebook/Stockholms Vildfågel Rehab
Foto: Facebook/Stockholms Vildfågel Rehab
En svane mistede livet lørdag eftermiddag, da tre svenske teenagedrenge skød den med et luftgevær.

Dagens topnyheder

Lørdag eftermiddag omkring klokken 14.30 bemærkede John pludselig tre teenagedrenge, som kom sejlende i en båd i Löknäsviken i den svenske kommune Värmdö.

Drengene, som er i 15 års-alderen, satte farten ned og sejlede hen mod en svanerede. Det skriver det svenske lokalmedie Mitt i Värmdö.

- Jeg var et lille stykke derfra på en ø og arbejdede. Jeg synes, det så ud som om, at en af drengene tog et gevær frem, siger John til Mitt i Värmdö. 

Herefter hørte John flere brag, hvorefter han hoppede ned i sin båd og sejlede hen til drengene. John tog bådnøglen fra de unge mænd, tilkaldte politiet og sørgede for at holde drengene hen.

Politiet pågreb drengene og vil nu indlede en undersøgelse af sagen. Stockholms Vildfågel Rehab har efterfølgende delt et billede af reden med den nu enlige svanemor på Facebook:

- Denne svane blev i dag enlig mor. Hannen døde til sidst af sine skader, og et modigt vidne greb ind, holdt teenagerne tilbage og tilkaldte politiet. Stockholms Vildfågel Rehab blev tilkaldt og i samarbejde med vidnet og politiet kunne vi konstatere, at reden indeholdt syv æg, skriver Stockholms Vildfågel Rehab på Facebook og tilføjer:

- Forhåbentlig kan hunnen ruge uforstyrret og opfostre ungerne på egen hånd. Vi krydser fingrene for positiv udgang i dette tilfælde og at teenagerne stilles for retten. Tak til politiet og til den modige mand, der greb ind mod de unge.

Siden organisationen delte opslaget på Facebook lørdag aften, har det fået tusindvis af vrede reaktioner. Du kan læse hele opslaget lige herunder.