Dit postnummer afslører, om du spiser junk-food

Københavnere spiser dobbelt så meget take away som jyder, mens indbyggere i Slagelse spiser 10 gange så meget junk som folk i Kolding.

Skrevet af Anders Reinholdt og Ninna Andreasen

Sådan lyder nogle af konklusionerne i en ny undersøgelse blandt 9150 danskere og 800 restauranter fordelt over hele landet, som take away-tjenesten Hungry.dk har lavet.

- Nogle af de større provinsbyer ser ud til at have en anden adfærd og en større kærlighed til mad ud af huset. I Slagelse og Nykøbing-Falster har man et langt større forbrug sammenlignet med Jylland, siger Rune Risom, direktør for Hungry.dk til dagens.dk.

Faktisk mæsker folk i Slagelse sig så meget i junk-food, at byen spiser dobbelt så meget take away som i Frederikshavn og 10 gange så meget som for eksempel Kolding og Helsingør.

LÆS OGSÅKendt tv-kok: Stik nu bare ungerne en kniv

Samme undersøgelse viser også, at indbyggerne i hovedstaden køber næsten dobbelt så meget take away som jyderne målt på køb per indbygger det sidste år.

Den typiske forbruger er mellem 25 og 34 år og mand. Hans favoritmiddag består af enten Hawaii-pizza eller burgere med ost, som er det, pizza- og grillbarerne oftest sender ud af huset, når vi bestiller mad.

Og det overrasker ikke livsstilsekspert og strategisk direktør i Envision, Anne Glad.

- Det er efterhånden blevet en overskudshandling at have tid til at lave mad. Det er noget, man skal tage sig tid til i familierne. Og når vi så bestiller mad, er vi vilde med de hurtige kalorier, siger hun til dagens.dk.

LÆS OGSÅSlut med slatten pizza: Sådan genopvarmer du pizzaen fra i går

Til gengæld synes livsstilseksperten, det er overraskende, at Slagelse napper landets førsteplads, når det kommer til flest ordrebestillinger.

- Hele Vestsjælland har været hårdt ramt af finanskrisen. Det lyder måske mærkeligt, at det kan være en forklaring, men når der ikke er overskud i familien, kan det være, man hopper til de nemme alternativer, fortæller Anne Glad til dagens.dk.

Hun uddyber, at vi i de senere år har taget take away-bestillinger på nettet til os, så vi i stigende grad finder en mobil eller laptop frem i stedet for telefonrøret, når vi bestiller pizzaer og burgere med ost.

Fakta:
Her bliver der bestilt mest take away:
1. Slagelse
2. Nykøbing Falster
3. Næstved
4. Frederikshavn
5. København
6. Vordingborg
7. Odense
8. Nakskov
9. Nyborg
10. Korsør

Disse pizzaer er vi mest vilde med:
1. Hawaii
2. Margherita
3. Pepperoni
4. Vesuvio
5. Indbagt Calzone
6. Kebab og salat
7. Capricciosa
8. Roma
9. Kebab
10. Indbagt med spaghetti

Læs mere om junk food og nemme opskrifter her.

 

Dagens Gossip