Her er det mest likede billede på Instagram - nogensinde

Ved et ekstravagant bryllup lørdag den 24. maj sagde Kim Kardashian og Kanye West ja til hinanden. Og det er der tydeligvis mange fans, der er glade for.

I hvert fald har et romantisk billede af det nygifte par slået en verdensrekord i popularitet. Billedet ligger på det sociale medie Instagram, hvor det indtil videre har høstet 1,94 millioner "likes". På billedet deler tv-stjernen og musikeren et lidenskabeligt kys i deres bryllupstøj med en mur af blomster som baggrund.

Og det motiv var altså nok til at overgå den tidligere verdensrekord i Instagram-"likes". Den rekord tilhørte den unge canadier Justin Bieber, som fik 1,82 millioner mennesker til at "synes godt om" et billede af ham og hans ekskæreste, den 21-årige Selena Gomez.

Instagram er en populær applikation, hvor man deler billeder og videoer med de personer, der vælger at "følge" ens profil. Det har eksisteret siden 2010, og der er over 100 millioner mennesker, der bruger det sociale medie.

Kim Kardashian har næsten 15 millioner "følgere", mens Justin Biebers profil bliver fulgt af over 16,5 millioner mennesker.

Newspaq

 

Dagens Gossip