Dankortet og NemID går fri af sikkerhedstrussel

Skrevet af admin

11/04/2014

Dagens topnyheder

Efter at have undersøgt sine systemer kan udbyderen af dankortet og NemID-systemerne meddele, at sikkerhedshullet Heartbleed ikke har udgjort nogen fare for sikkerheden.

Det oplyser Nets' kommunikationschef Søren Winge fredag i en e-mail til Ritzau.

Torsdag var der usikkerhed omkring, hvorvidt Nets' tjenester kunne have været ramt af sikkerhedshullet Heartbleed, der på det seneste har udgjort en fare for datasikkerheden hos computerbrugere.

Derfor igangsætte dankort-udbyderen en undersøgelse for at imødegå en eventuel sikkerhedstrussel.

- Vi har nu foretaget en sikkerhedsmæssig vurdering af vores systemer både internt og hos vores underleverandører, siger Søren Winge.

- Vores klare vurdering er, at vores tjenester ikke er eksponeret, og vi har heller ikke været det over for den kendte OpenSSL sårbarhed kendt under navnet Heartbleed, der kom til offentlighedens kendskab i tirsdags, uddyber kommunikationschefen.

Sikkerhedshullet Heartbleed, som har ramt computerprogrammet OpenSSL, kan være til fare for privatpersoners dataoplysninger.

Sårbarheden ligger i, at hackere kan hente data direkte fra enkeltpersoners computerhukommelse og blandt andet spore sig frem til personfølsomme oplysninger som eksempelvis CPR-numre.

/ritzau/