Undskyld, gider du lige flytte måsen? Solbadning på kirkegården vækker harme

- Undskyld, gider du lige flytte måsen, så jeg kan lægge en buket her? Sådan spørger Susanne Jørgensen i et læserbrev i Århus Stiftidende.

Hun er godt og grundigt træt af, at solhungrende - primært yngre - mennesker - absolut skal solbade på byens store kirkegårde. Dertil er der masser af grønne områder og parker i Aarhus, mener hun.

- Jeg passerer næsten dagligt de ukendtes fællesgrav på Vestre Kirkegård. Når solen bager, ligner det mere et udflugtsmål end et sted, man i fred og ro kan opsøge for at mindes og for at lægge en buket. Jeg synes simpelthen ikke, det er i orden. Det er respektløst over for de efterladte, som kommer på kirkegården, skriver Susanne Jørgensen.

Hun mener, at de solbadende personer forstyrrer gravsteders egentlige formål: nemlig eftertanke, trøst og måske en lille sludder med en afdøde.

Men der findes rent faktisk ikke regler omkring solbadning på kirkegårde, oplyser afdelingschef Kim Gulvad Svendsen, Aarhus Kommune, der administrerer Nordre Kirkegård og Vestre Kirkegård.

- Vi har et ordensreglement. Her står, at man ikke må plukke blomster eller brække grene af. Men der står ingenting om solbadning. Af den grund, at det aldrig har været et problem, fortæller han.

Kim Gulvad Svendsen erindrer kun en enkelt episode, hvor der blev klaget over solbadende kirkegæster. Det var sidste sommer, hvor nogle unge kvinder solbadede topløse. De fik besked på at tage bikinitoppen på - af hensyn til de pårørende.

- Hvis der kommer flere og lfere klager over solbadning, så vil vi naturligvis skærpe ordensreglementet, slutter Kim Gulvad Svendsen.

 

Dagens Gossip