En 32-årig rumænsk mand blev i dag idømt tre måneders ubetinget fængsel samt udvisning af Danmark. Han blev dømt for et villaindbrud på Hybenvej i Brøndby i marts, oplyser Københavns Vestegns Politi.
Det var en kvik borger på aftentur på Østbrovej, som den 23. marts kort før klokken 23 pågreb den 32-årige mand.
Rumæneren blev anholdt, sigtet for indbrud, og efterfølgende varetægtsfængslet.
I dag faldt der dom i sagen ved Glostrup Ret. Manden fik tre måneders ubetinget fængsel og blev udvist af landet med indrejseforbud i fire år. Han modtog dommen og er fortsat fængslet.