Mand omkommet efter fald fra lejlighed på 3. sal

Skrevet af Redaktionen

25/08/2016

Dagens topnyheder

En mand er afgået ved døden efter et fald fra 3. sal i en ejendom på Elmegade i Herning. Det oplyser politikommissær Henning Præstegaard fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet kan på nuværende tidspunkt hverken be- eller afkræfte, om der er tale om et uheld eller en forbrydelse

- Vi er i den indledende fase for at finde ud af, hvad der er sket. Vi kan ikke udelukke noget, siger Henning Præstegaard.

Alarmcentralen blev kontaktet 18.18 af vidner, som fandt manden liggende foran ejendommen. Han var død, da politiet ankom.

- Der er et vidne, som hører noget uhensigtsmæssigt. Om det er et bump, tør jeg ikke svare på, men i hvert fald hører han, at han ligger der, fortæller politikommissæren.

Politifolk er torsdag aften til stede i området for at forhøre naboer og eventuelle vidner, mens kriminalteknikere arbejder på området for at sikre spor.

Politiet kan ikke komme med oplysninger om mandens identitet, da de pårørende endnu ikke er underrettede.

/ritzau/