10 personer dømt i sag om hashsalg på Christiania

Skrevet af admin

13/02/2015

Dagens topnyheder

Københavns Byret idømmer fængselsstraffe til alle 10 tiltalte i den første af seks sager om salg af hash på Christiania.

Den højeste straf lyder på to år og ni måneder, mens den laveste straf er fængsel i et år og ni måneder. Seks af de tiltalte har fået straffe på to år og seks måneder.

De 10 personer - tre kvinder og syv mænd - er dømt for at have handlet med i alt 1,8 ton hash. Ud over fængselsstraffe får de også konfiskeret enorme pengesummer, som retten mener, de har fået fra hashsalget.

For flere af de dømtes vedkommende drejer det sig om en million kroner, mens en får konfiskeret 500.000 kroner samt flere campingvogne, og en anden får taget 839.000 kroner og 24 guldbarrer.

Alle de 10 tiltalte har valgt at anke dommen til Østre Landsret.

Dommer Merete Engholm siger i Københavns Byret, at retten har vurderet, at der har været tale om organiseret hashhandel.

Det indebærer blandt andet, at de 10 personer også er dømt for dage, hvor politiets agenter ikke har set de pågældende personer i boderne.

Hvis en sælger har været væk fra boden nogle dage, så vurderer retten nemlig, at sælgeren alligevel har været medvirkende til, at der er blevet solgt hash i boden, mens han eller hun var væk.

- Det, at de har været væk fra boden i en periode, skal ikke trækkes fra, når de så kommer tilbage og fortsætter med at handle.

Sagen udspringer af, at politiet i en stor aktion kaldet operation "Nordlys" sidste år i marts anholdt op mod 80 personer for salg af hash og leverance af hash til Pusherstreet på Christiania.

I alt 77 personer er tiltalt i de seks sager om salg af hash. De resterende fem sager ventes afgjort i løbet af foråret.

/ritzau/