13 kampe uden nederlag: Liverpool slår Swansea

Skrevet af admin

16/03/2015

Mest læste i dag

Efter en sløj sæsonstart begynder Liverpool mere og mere at ligne et hold, der også i næste sæson skal spille Champions League.

Vicemestrene vandt mandag aften 1-0 ude over Swansea på et Jordan Henderson-mål, og det var Liverpools 13. Premier League-kamp i træk uden nederlag. De seneste fem kampe er vundet.

Den flotte stime har sendt Liverpool tæt på Champions League-pladserne. På femtepladsen har Liverpool nu kun fire point op til Manchester City på andenpladsen.

Der er tre point op til Arsenal på tredjepladsen og blot to point op til Manchester United, som indtager fjerdepladsen, der giver adgang til Champions League-kvalifikationen. Top-3 ryger direkte i Champions League-gruppespillet.

Mesterskabet virker dog til at være for langt væk for Liverpool, som har 10 point op til Chelsea.

Henderson blev en lidt heldig matchvinder midtvejs i anden halvleg. Han jagtede en aflevering fra Daniel Sturridge, men Swansea-forsvarsspilleren Jordi Amat kom først til bolden.

Uheldigvis for spanieren fik han tacklet bolden ind på Henderson, og midtbanespilleren kunne efterfølgende se bolden flyve over en prisgivet Swansea-keeper Lukasz Fabianski.

I de næste to kampe kan Liverpool sætte meget på plads i Champions League-kampen.

På søndag får Liverpool besøg af Manchester United, og derefter skal Liverpool en tur til Arsenal.

/ritzau/