17 nye jordskælvsofre er fundet i Nepal

Skrevet af admin

05/08/2015

Dagens topnyheder

En gruppe nepalesere har fundet de jordiske rester af endnu 17 personer, der mistede livet under jordskælvet i Nepal 25. april i år.

Ifølge den lokale politichef Shiva Ram Gelal er ligene fundet af lokalbefolkningen i den forløbne uge i et område i den nordlige del af landet.

- Kropsdele fra 17 mennesker er fundet i området, siger Shiva Ram Gelal til AFP.

Ligene er fundet spredt i den berømte bjergdal Langtang, der er en populær rejsedestination for især vesterlandske rejsende.

Her udløste jordskælvet en lavine, der begravede både lokale og turister.

Det har ifølge politiet ikke været muligt at identificere de 17 lig endnu.

- Det dårlige vejr gør det svært at transportere ligene til Kathmandu, for at få dem til retsmedicinske undersøgelser, siger politichefen.

Siden katastrofen har der været gang i et oprydningsarbejde, hvor man indtil videre har fundet ligene af 124 af de savnede i Langtang-området.

Deriblandt er 19 turister. Der savnes stadig 22 udlændinge, som menes at være omkommet i området.

Forårets jordskælv kostede i alt omkring 8800 menneskeliv i Himalaya-området.

Det blev målt til en styrke på 7,8 og forårsagede ud over flere efterskælv også adskillige laviner i bjergkæden.

Flere af lavinerne ramte bjergsiderne af Mount Everest og rev 18 mennesker med sig, hvoraf flere var bjergbestigere på verdens højeste bjerg.

/ritzau/AFP