18.000 mennesker på gaden i Dresden mod islamisering

Skrevet af admin

05/01/2015

Mest læste i dag

En folkemasse er mandag aften gået på gaden i den østtyske by Dredsen i protest mod islamisering og indvandring som led i den såkaldte Pegida-bevægelse.

Tysk politi anslår, at 18.000 mennesker deltager i den islamkritiske demonstration, og dermed er den en smule større end et lignende protestoptog i byen 22. december.

Mandag før jul var 17.500 på gaden for at demonstrere for bevægelsen, der står for "patriotiske europæere imod islamisering af aftenlandene".

Bevægelsen har arrangeret demonstrationer i en række større tyske byer, men andre steder i landet har moddemonstrationer tilsyneladende trukket betydeligt flere på gaden under opbakning fra myndighederne.

I Dresden har bilproducenten Volkswagen slukket lysene på sin fabrik og meddelt, at firmaet står for et åbent, frit og demokratisk samfund.

Den store bilproducent har dermed valgt samme reaktion på Pegidas store protestdemonstration som myndighederne i Köln.

Her har bystyret besluttet at slukke lys i det historiske centrum på Kölner Dom og en af de store broer over Rhinen.

Der er imidlertid også 5000 mennesker på gaden i en moddemonstration i Dresden, og politiet har sendt 1000 betjente på gaden.

Der er ingen meldinger om sammenstød.

/ritzau/dpa