En 28-årig mand fra Tilst blev fredag anholdt. På adressen fandt politiet blandt andet en pistol med tilhørende ammunition.
Det oplyser Østjyllands Politi.
Politiet dukkede op omkring klokken 21:00. Under ransagningen fandt det også 16 gram kokain, vægte og små poser.
Derudover blev der fundet en mindre mængde amfetamin i den 28-åriges bil.
Den 28-årige mand sigtes for overtrædelse af våbenloven og narkotikalovgivningen.
Lørdag formiddag blev han fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
Han er nu varetægtsfængslet i fire uger.
Manden kærede afgørelsen til Landsretten.
Politiet ønsker ikke at oplyse yderligere 'af hensyn til sagens karakter', lyder det.