3 står fast: Vi overholder dansk skattelovgivning

Skrevet af admin

20/01/2015

Dagens topnyheder

Selv om teleselskabet 3 har genereret et overskud på 1,5 milliarder kroner de seneste fem år, har virksomheden endnu ikke betalt skat i Danmark. Men det er ikke fordi, at virksomheden prøver at omgå skattelovgivningen.

Store investeringer i netværk og markedsføring forklarer nemlig, hvad overskudspengene er brugt på, fastslår virksomheden i en pressemeddelelse.

- Det skyldes, at selskabets massive investeringer har drevet underskud i selskabets første leveår. Disse akkumulerede underskud har 3 modregnet i indtægterne de senere år, hvor selskabet har oplevet et overskud på driften.

- Selskabets skattepligtige indkomst er hermed reduceret betydeligt - og selskabet har derfor endnu ikke genereret et samlet skattemæssigt overskud, lyder det i en pressemeddelelse.

3 gik i luften i Danmark i 2003, og siden da har selskabet foretaget massive investeringer i infrastruktur i Danmark i form af et landsdækkende 3G- og 4G-netværk.

Investeringerne har været i størrelsesordenen fem milliarder kroner, oplyser 3.

Derudover har selskabet også investeret store beløb i markedsføring, medarbejdere og butikker.

Ifølge lækkede dokumenter, som Politiken er i besiddelse af, har 3 brugt Luxembourg som skattely.

Det selskab i Luxembourg, som ejer 3 i Danmark, havde i 2013 en fortjeneste på 2,1 milliarder kroner, men på grund af en hemmelig særaftale slap man med at betale 5,2 procent i skat.

Ifølge 3 afsluttede Skat i 2010 et transfer pricing review hos virksomheden. Her blev 3's finansieringsstruktur, låneaftaler og intern afregning gennemgået.

Denne gennemgang gav ikke anledning til, at 3 skal ændre praksis i samhandlen med grupperelaterede virksomheder, skriver 3 i pressemeddelelsen.

/ritzau/