39 år gammel dansk atletikrekord falder i 400 meter hæk

Skrevet af admin

20/06/2015

Dagens topnyheder

Den ældste danske atletikrekord er lørdag blevet slettet efter at have stået i næsten 39 år.

På mændenes 400 meter hæk løb 21-årige Nicolai Hartling 50,16 sekunder og kappede næsten et halvt sekund af Lars Ingemanns tid på 50,62 sekunder fra september 1976.

Det oplyser Dansk Atletik Forbund i en pressemeddelelse.

Den nye nationale rekord blev sat under en atletiklandskamp i Bulgarien lørdag eftermiddag.

- Jeg troede på det i dag. Jeg havde gode ben, og vejrforholdene var bare perfekte, siger den nye rekordindehaver.

Nicolai Hartling, der er barnebarn af tidligere statsminister Poul Hartling, løber til daglig for løbeklubben Sparta. I næsten måned venter sæsonens helt store mål for Hartling, U23-EM i Tallinn.

Hos kvinderne blev der også sat ny dansk rekord på samme distance.

Aarhus 1900-løberen Sara Slott Petersen kom i mål på 55,13 sekunder. Den rekord regner hun dog med at slå snarest igen.

- Det er altid optimalt at sætte en dansk rekord, men der er stadig ting, der kan forbedres. Så jeg går herfra med bevidstheden om, at en tid under 55 sekunder ligger og venter lige om hjørnet, siger Sara Slott Petersen.

Danskerne præsterede generelt så godt, at Danmark overnatter på førstepladsen i gruppen af lande, der kæmper for avancement til den næstbedste europæiske række.

To nationer rykker op fra gruppen, og Danmark fører med 117 point foran Ungarn med 114,5 point, mens Bulgarien ligger under oprykningsstregen med 108 point.

Søndag er der 19 konkurrencer på programmet, og foreløbig er den danske sportschef Piotr Haczek tilfreds.

- Vi forventede gode resultater, og dem fik vi. Nu handler det om at holde momentum i morgen. Så må vi se, hvad der sker. Der er stadig flere hold, som kan tage oprykningspladserne, siger Piotr Haczek.

/ritzau/