4.142.903 i Danmark må stemme ved folketingsvalget

Skrevet af admin

04/06/2015

Mest læste i dag

Den 18. juni afgøres det, hvem der fremover skal sidde i Folketinget, når Danmark går til valg.

Men det er ikke alle danskere, der har mulighed for at afgive deres stemme. For ud over at være 18 år skal man også have dansk indfødsret og have bopæl i landet 15 dage før valget.

Økonomi- og Indenrigsministeriet har opgjort, hvor mange der lever op til kriterierne i forbindelse med, at der skal udsendes valgkort.

Og optællingen viser, at 4.142.903 kan afgive stemme ved et af de mange valgsteder landet over.

Det er 62.993 flere end ved folketingsvalget i 2011, svarende til en stigning på 1,5 procent.

Opgørelsen fra ministeriet viser i øvrigt, at den ældste registrerede vælger er 109 år.

KMD, der håndterer valget for samtlige kommuner på nær Aarhus, har desuden regnet sig frem til, at der i disse 97 kommuner er 990 vælgere, der er 100 år eller ældre på valgdagen.

Og i den anden ende af spektret er der 201 vælgere, der lige præcis fylder 18 år på valgdagen og dermed får lejlighed til at stemme den dag, de bliver myndige.

Alt i alt er der - fraregnet Aarhus - 238.152 vælgere, der for første gang skal stemme ved et folketingsvalg.

170.012 af dem har dog allerede haft mulighed for at se stemmeboksen indefra, da der sidste år var europaparlamentsvalg.

Danskere, som på grund af udsendelse eller uddannelse opholder sig i udlandet, kan i øvrigt også stemme, hvis de anmoder om det senest 11. juni.

Det er også skæringsdatoen for dem, der flytter til Danmark fra udlandet i perioden fra 3. juni og frem.

/ritzau/