Læger, politi og flere ambulancer kørte til stedet, efter anmeldelsen om at de tilstedeværende i svømmehallen var begyndt at hoste og kaste op, oplyser Midt- & Vestjyllands Politi. Alle, der befandt sig i hallen, er indlagt til observation på fire jyske sygehuse.
Ved undersøgelser af svømmehallens tekniske udstyr blev det konstateret, at hallens luftfugtighedsmåler var gået i stykker torsdag morgen, hvilket havde forårsaget en høj koncentration af klordampe i luften, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Alle de indlagte børn og voksne kommer fra en skolefritidsordning på Sjælland, der var på sommerlejr i Tarm Idrætscenter i denne uge.
Svømmehallen holdt åbent for offentligheden torsdag, så hvis svømmehalsgæster, der har været på besøg i svømmehallen i Tarm, føler vedvarende symptomer på hoste, irritation i luftvejene og kvalme, opfordrer Embedslægeinstitution til, at man kontakter sin egen læge.
BNB