50-årig mand sigtet for vold: Røg i toget og fik frataget sine smøger

En 50-årig mand fra Vejle blev tirsdag i et grundlovsforhør i retten i Næstved varetægtsfængslet frem til den 1. maj. Han er sigtet for trusler om vold.

Manden blev anholdt tirsdag morgen ved 5.30-tiden på Korsør station, efter at han havde været i håndgemæng med togpersonalet.

Den 50-årige mand havde undervejs fra Nyborg røget i toget, hvilket togføreren havde påtalt. Manden hidsede sig op, og skubbede til togføreren og truede ham og hans familie.

På Korsør station tumlede den 50-årige ud af toget sammen med togføreren, som sammen med flere tililende vidner fastholdt den 50-årige, indtil politiet kort efter ankom.

Retten valgte på grund af den 50-åriges fortid at varetægtsfængsle ham.

 

Dagens Gossip