700.000 franskmænd mindes de 17 terrorofre

Skrevet af admin

10/01/2015

Dagens topnyheder

700.000 mennesker er lørdag strømmet ud i Frankrigs gader for at mindes de 17 mennesker, der blev ofre under tre dages terror.

Det bekræftes af den franske indenrigsminister, Bernard Cazeneuve.

"700.000 mennesker har marcheret" i byer rundt om i Frankrig, siger han til journalister.

Søndag er der indkaldt til en demonstration i Paris, hvor man vil mindes de døde og fremhæve retten til at tænke, tro og tale, som man vil.

Cazeneuve siger, at han forventer, at "adskillige hundredtusinder vil møde op". Blandt deltagerne i Paris bliver en lang række europæiske leder, heriblandt statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Andre gætter på, at langt over en million mennesker vil møde op for at tage afstand fra vold, intolerance og religiøst snæversyn.

To islamistiske brødre klædt i sort og svært bevæbnet trængte onsdag ind på redaktionen på den satiriske ugeavis Charlie Hebdo. 12 blev dræbt, heriblandt to betjente.

Fredag tog en tredje islamist, der var i ledtog med de to andre, gidsler i et jødisk supermarked i Paris og dræbte fire. Dagen forinden var en kvindelig betjent blevet dræbt af den samme gidseltager.

/ritzau/AFP