AaB-boss om Kusk-handel: Kan ikke konkurrere på løn

Skrevet af admin

16/05/2015

Mest læste i dag

Fredag blev det officielt, at Kasper Kusk skifter fra Twente til FC København på en kontrakt, der løber fem år frem.

Kusk var i sidste sæson den helt store profil i Superligaen, da AaB vandt både mesterskab og pokaltitel. Den nordjyske klub havde da også meldt deres store interesse i at få Kusk tilbage, men hjemmebanen bliver altså i fremtiden Telia Parken.

Sportsdirektør i AaB, Allan Gaarde, erkender, at ønsket om et Kusk-skifte hjem til Aalborg var langt fra at gå i opfyldelse.

- Jeg tror ikke, vi var i tankerne for Kasper. Vi må også erkende, at det ikke var sikkert, vi kunne have hentet ham, for FCK har også betalt en stor sum penge til Twente. Der kan vi ikke være med alligevel, siger Allan Gaarde.

- Det var selvfølgelig væsentligt for os at sende meldingen om vores interesse, men motivationen skulle komme fra Kasper, og vi er godt klar over, at vi ikke kan konkurrere med løn, men med tryghed, kultur og miljø.

- Selvfølgelig havde vi håbet på, at vi kunne have hentet ham tilbage, for vi ved, hvor god en dreng han er.

- Men vi vil behandle ham pænt, for han vil altid være AaB-spiller for os, og lad os da se, om han ikke ender i AaB på et tidspunkt. Han er altid velkommen her, siger sportsdirektøren.

AaB-spilleren Jakob Ahlmann er lige som Kusk fra AaB's talentfulde årgang 1991, og begge var de en del af den unge skare, som var med til at genrejse AaB efter et økonomisk kaos.

Næste sæson skal AaB-backen Ahlmann så stå i direkte duel mod sin tidligere holdkammerat.

- Jeg tror, det bliver sjovt. Det er jeg sikker på. Vi har haft mange dueller til træning, så dem tager vi bare i hver sin trøje i stedet for, siger Jakob Ahlmann.

- FCK-skiftet er noget, mange heroppe har svært ved at acceptere, men det er fair nok. Hvis det er det, der fremmer hans karriere, er det fint, siger han.

/ritzau/