Åbent brev til Thorning: Giv tolke asyl

22/05/2013 10:30

Newspaq

Nyheder

Mest læste i dag

Fire internationale tolkeorganisationer opfordrer i et åbent brev regeringen til, at Danmark giver asyl til de afghanske tolke, som har hjulpet danske styrker i Afghanistan.

For det er et af verdens farligste erhverv at være tolk i en krigszone, mener tolkeorganisationerne, der har 80.000 medlemmer i ryggen, skriver Information.

- Vi håber virkelig, at I vil byde tolkene velkommen i Danmark, slutter formændene for de fire organisationer deres åbne brev, der blev afsendt mandag til statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og forsvarsminister Nick Hækkerup (S).

Forsvarsministeren har flere gange understreget, at Danmark ikke har noget direkte arbejdsretsligt ansvar over for de afghanske tolke, fordi tolkene formelt er ansat af den britiske hær og kun udlånt til den danske.

Men det argument er de fire tolkeorganisationer bag brevet kritiske over for, siger Jørgen Christian Wind Nielsen, der er korresponderende medlem af menneskeretsudvalget hos International Federation of Translators - en af de fire internationale tolkeorganisationer.

Organisationerne har udarbejdet retningslinjer for brug af tolke i konfliktzoner og mener, at Danmark og flere af de andre vestlige styrker bryder med etiske principper.

- De afghanske tolke har i praksis arbejdet for den danske hær, og så må man jo have et moralsk ansvar efterfølgende. Danmark kan aldrig blive fritaget for ansvar. Tolkene har jo reelt arbejdet for os, siger Jørgen Christian Wind Nielsen til Information.

I Storbritannien ser det ud til, at op til 600 afghanske tolke nu får mulighed for at få et femårigt visum, siger en regeringskilde til BBC.

/ritzau/