AC Milan dropper Kaka

22/01/2013 17:03

Newspaq

Nyheder

Mest læste i dag

AC Milan-fans må foreløbig se langt efter at få klubbens tidligere stjernespiller Kaka tilbage.

Milans vicepræsident, Adriano Galliani, meddeler, at forhandlinger om et skifte fra Real Madrid er gået i hårdknude.

- Forhandlingerne om Kaka er brudt sammen, siger han ifølge Football-Italia.

- Det er ikke muligt at gennemføre aftalen af økonomiske grunde, siger Adriano Galliani.

Kaka forlod AC Milan i sommeren 2009 efter seks år som en uhyre populær spiller.

Tiden i Real Madrid har langt fra været lige så succesrig for den 30-årige offensivspiller, som i 2007 blev kåret som verdens bedste fodboldspiller.

Kaka har i store perioder været bænkevarmer, og han har stået i skyggen af megastjernen Cristiano Ronaldo.

Det menes, at AC Milan i første omgang er interesseret i at leje Kaka.

Milan har haft en skuffende sæson i Serie A, hvor klubben blot er nummer seks, 14 point efter førende Juventus.

/ritzau/