Advocaat efter Premier League-redning: Utrolig følelse

Skrevet af admin

21/05/2015

Dagens topnyheder

Det er sjældent, at en manager ligefrem jubler over at spille 0-0.

Og man skal lede endnu længere efter en manager, der forlader banen efter sidste dommerfløjt med glædestårer i øjenkrogen.

Men sådan var det for den hollandske manager Dick Advocaat, da Sunderland med 0-0 mod Arsenal onsdag aften på Emirates sikrede endnu en sæson i Premier League.

Og det var til til at forstå, for hollænderen blev i marts hentet til klubben som erstatning for fyrede Gustavo Poyet med én eneste opgave - at sikre forbliven i den bedste engelske række

Det lykkedes med det ene point, da Sunderland har et forspring på fire point ned til Hull før sidste spillerunde.

- Arsenal var det bedste hold, men vores organisation var utrolig god, og det var nogle store følelser.

- Det er en ubeskrivelig følelse, at vi sikrede det her ved egen kraft. Spillerne gav virkelig alt, hvad de havde, for at blive oppe, siger Dick Advocaat ifølge nyhedsbureauet AFP.

Advocaat havde de store roser fremme til sine spillere efter triumfen på Emirates.

- Det vigtigste var, at de troede på, at de kunne gøre det. Jeg forklarede dem, at de ikke var her for at være nogle flinke fyre, men fordi de er nogle gode spillere, siger han til det tyske nyhedsbureau dpa.

Hollænderen ville efter kampen ikke kommentere sine fremtidsplaner og om, hvorvidt han forventer at blive i klubben i næste sæson.

- Jeg ønsker ikke at tænke længere frem end til i dag. Jeg regner med at svare på min fremtid i løbet af næste uge, siger Dick Advocaat.

Også den tidligere Tottenham-angriber Jermain Defoe, der kom til Sunderland i vinter, kunne ånde lettet op.

- Man prøver at glemme det (nedrykningskampen, red.) hver weekend, men det er hårdt. Det er en fantastisk følelse at sikre, at vi bliver oppe, siger Defoe.

/ritzau/