Ældre mand reddet ud af brændende lejlighed og genoplivet

Skrevet af admin

16/05/2015

Dagens topnyheder

En 69-årig mand ser ud til at slippe med livet i behold, efter at han natten til lørdag blev reddet ud af sin lejlighed på Frederiksberg, hvor der var udbrudt brand.

Da redningspersonalet kom frem, var den ældre mand livløs, men det lykkedes at få ham genoplivet, oplyser Københavns Politi til Ritzau.

- Det er muligvis et tv, der er gået ild i, og så er beboeren i lejligheden blevet påvirket af røgen. Vi kommer derned, får ham reddet ud og genoplivet, siger vagtchef Michael Andersen.

Anmeldelsen om branden fik politiet klokken 02.46, og både brandvæsen og politi var kort efter fremme ved lejligheden på Kronprinsesse Sofies Vej i den københavnske bydel. Her kunne de se flammer fra lejligheden på tredje sal.

Manden er blevet bragt til Rigshospitalets Traumecenter. Politiet har umiddelbart ikke andet kendskab til hans tilstand, end at han er i live.

Frederiksberg Brandvæsen er tidligt lørdag morgen fortsat til stede ved lejligheden.

Flammerne har ikke spredt sig til andre lejligheder, men røgen fik ifølge politiet andre i opgangen til at vågne og søge i sikkerhed nede på gaden.

/ritzau/